Om Mette

Min baggrund

Mine kompetencer til dette job, omfatter tidligere erfaring som bedemand og mange års erfaring som sygeplejerske. Jeg har i mange år arbejdet som palliations sygeplejerske. Dette  job med døende kræftpatienter og deres familier, har givet mig stor erfaring i at arbejde med mennesker i sorg og krise – ligesom min erfaring indenfor bedemandsfaget naturligvis har gjort det.

Jeg tilbyder samtaler hos mig selv, i et hyggeligt indrettet samtalerum og jeg kommer også meget gerne hjem til jer. Det er altid mig der er bedemand for jer og det er altid mig der møder op til ceremoni – hvor jeg kommer i god tid, og bliver der. Jeg følger og støtter jer hele vejen fra dødsfald til ceremoni.

Individuelt og unikt

Netop det individuelle og unikke, mener jeg, kan være med til at gøre en afsked mindeværdig. Vi finder sammen de detaljer som gør netop jeres afsked personlig.Jeg har været med til at holde mange ceremonier, hvor det personlige og unikke udtryk har været med til at gøre en forskel for de efterladte.

Eksempler på dette er at skrive hilsner direkte på kisten og/ eller urnen. Man kan også pynte kisten med personlige ting fra afdøde – eller ting som I synes er vigtige i forbindelse med den sidste rejse.

Kisten kan eventuelt pyntes med små træhjerter, som I skriver en hilsen på eller som børn/ børnebørn tegner på og selv kan sætte på kisten inden ceremonien. Jeg er selvfølgelig også behjælpelig i den forbindelse, hvis der er behov for det.
Kistepynten kan være lavet af blomster fra afdødes have eller fra  grøftekanten – og måske har I lyst til selv at være med til at pynte kistelåget  i samarbejde med min blomsterdekoratør.

Måske skal kisten køres til kirke på motorcykel evt med følge? En sådan afsked kan vi planlægge sammen.  Kisten vil blive kørt på en motorcykel med sidevogn – af en chauffør som er vant til den slags kørsel. Hvis afdøde har familie eller venner som  kører motorcykel kan de måske køre bagefter kisten i kortege. Et specielt og meget smukt syn – og en unik og mindeværdig afsked.

Hos mig er der plads til kreativitet og specielle ønsker – og alting foregår naturligvis med stor respekt for afdøde, for familien og for vores traditioner i forbindelse med afskedsceremonier.

Jeg synes at vores miljø er vigtigt at passe på. Du kan derfor finde miljørigtige produkter hos mig. Alle kister er 100 % dansk produceret. Af de mest miljørigtige produkter kan nævnes – bambuskisten, papkisten og også urner af bambus, pap og uld kan du få til en miljøvenlig afsked.